DGI trækker sig fra KlubLiv Danmark

skrevet d. 19-12-2015

DGI trækker sig fra KlubLiv Danmark


Bestyrelsen for KlubLiv Danmark må med stor beklagelse konstatere, at DGI trækker sig fra KlubLiv Danmark. Det betyder, at der ikke længere er sikkerhed for den fortsatte drift af foreningen KlubLiv Danmark.

På baggrund af DGI's beslutning forventer bestyrelsen for KlubLiv Danmark at foreningen opløses. KlubLiv Danmark stopper derfor indsamlingsvirksomheden pr. 17. januar 2016. De optjente MikroSponsorater udbetales til de foreninger, der er tilmeldt KlubLiv Danmark.

Mange danskere har tilmeldt sig Klubliv Danmark, og har dermed sendt et klart signal om, at de ønsker at støtte lokale idrætsforeninger, sportsklubber eller spejdergrupper.
Antallet af danskere, der har tilmeldt deres Dankort til KlubLiv Danmark, har dog langt fra levet op til forventningerne, og det samme gælder antallet af sponsorer i form af butikker, forretninger og virksomheder.

Bestyrelsen for KlubLiv Danmark har på den baggrund revurderet konceptet og udarbejdet en 10 års-plan. Planen krævede, at DGI og evt. andre partnere skulle tilføre op mod 10 mio. kr., før der i 2020 ville være balance mellem udgifter og indtægter.

 ”DGI var positivt indstillet på at finansiere en fortsættelse af KlubLiv Danmark, men forudsætningen for dette var et nyt aftalegrundlag. Det har desværre ikke været muligt at nå til enighed om disse ændringer. Ideen med KlubLiv Danmark er grundlæggende rigtig god. Derfor er det en meget ærgerlig situation”, siger Søren Møller, der både er formand for DGI og for bestyrelsen i KlubLiv Danmark.

I foråret 2015 blev der gjort en stor indsats for at få idrætsforeninger, sportsklubber og spejdergrupper til at tilmelde sig KlubLiv Danmark, og 4500 foreninger har efterfølgende meldt sig til.

Vi havde en forventning om, at KlubLiv Danmark ville blive en stor gevinst for foreningslivet, men erfaringen og budgettet viser, at det er nødvendigt med en anden strategi og lavere forventninger til den økonomiske gevinst for foreningerne,” siger Søren Møller.

Hvad betyder dette for dig?
  • Foreningen KlubLiv Danmark stopper sin virksomhed og indkalder til ekstraordinære generalforsamlinger med henblik på at opløse foreningen KlubLiv Danmark.
  • Alle køb, du har foretaget med dit Dankort hos en forretning, der støtter KlubLiv Danmark fra 1. juni 2015 til 17. januar 2016 vil blive udbetalt til den/de foreninger, du har valgt at støtte.
  • Hvis en forening har optjent MikroSponsorater via KlubLiv Danmark inden den 17. januar 2016, så vil de blive udbetalt til foreningen.
  • Alle Dankort-oplysninger, som er givet til foreningen KlubLiv Danmark, opbevares hos Nets og beskyttes i overensstemmelse med dansk lovgivning.